Mad

Italiensk mad: Tradition møder individuel fortolkning

Som fortsættelse på serien om mad fra alle verdenshjørner besøger vi i dag Italien. Og lad det være sagt med det samme; pizza er ikke på listen. Dog kan du finde hemmeligheden på den bedste pasta alla bolognese, ligesom vi også runder retter som risotto og spaghetti carbonara. Formålet med denne madserie er desuden, at du skal præsenteres for retter, som du sagtens selv kan lave. Vi bringer ikke opskrifterne, da det er personlige smage, som afgør, hvad der er bedst. Dette gør sig især gældende med italiensk mad, hvor individuel smag og fortolkning er nøglen til at finde smagfulde sammenhænge, som du holder af. Dog bringer vi inspiration og lover, at retterne sagtens kan blive smukke og delikate hjemme i dit eget køkken. Så hvad venter vi på? Lad os tage et smut til Italien.

Pasta alla bolognese: Mere end bare kødsovs

Pasta med kødsovs er en evig klassiker i det danske køkken, og denne stammer utvivlsomt fra den italienske pasta alla bolognese. En ret, som er langt over det niveau, som pasta med kødsovs typisk er repræsentant for. I denne ret finder du således ikke kun flåede tomater eller puré. Du finder også ingredienser som balsamico, brun farin og alle tænkelige grøntsager. Som vi startede med at sige, så er der altid rum til inspiration i det italienske køkken; så hvad har du lyst til? Og hvad er husets favoritter? Alt dette er der plads til at undersøge, for man starter blot med kød, løg og tomat. Til det kolde danske vejr kan du dog med fordel forsøge dig med gode rodfrugter, som altid tager sig godt ud – både i små tern og grove stykker.

En god risotto kræver kærlighed og tid

Hvor bolognese-pastaen ikke nødvendigvis kræver meget tid og kærlighed, så bevæger vi os nu over til en ret, der kræver lidt mere. Måske du har hørt, at risotto er svær at give sig i kast med; men det er den ikke nødvendigvis. Den eneste grund til, at retten har fået det ry, er sandsynligvis, at den netop kræver tid og omsorg. For der skal røres en hel del og hele tiden. Dog er den ikke helt anderledes end bolognese-pastaen. For ligesom med den ret så kan du også frit forsøge dig med lidt af hvert i risottoen. Typisk er den med svampe, løg og måske lidt spinat, men faktisk er mulighederne mange. Så længe grøntsagerne bliver bløde og lækre, så slår den benene væk under dig – især hvis du vælger en god parmesanost, ikke sparer på smøren og sørger for at give den masser af kærlighed, når du rører i risene i 15-16 minutter.

Spaghetti carbonara: Fløde og bacon i himmelsk sammenhæng

Sidste skud på dagens italienske stamme er selvfølgelig også en klassiker. Her finder vi en simpel, lækker ret, som både er nem og hurtig. Her er der dog ikke helt så meget rum til andre varianter, som de andre retter lægger op til. Tværtimod er det svært at lave en god carbonara, som ikke rummer en god bacon, 2-3 æg, piskefløde og parmesanost. Faktisk er det stort set det eneste, som skal i retten. Det eneste, du skal vide, er, at disse ingredienser til sammen giver noget helt særligt; både i forhold til, hvor hurtig den er at lave, og hvor nem den er.